Velkommen til Hobro Mini Zoo
![]() |
![]() |
![]() |
Hobro Mini Zoo er beliggende på et fire tønder land stort naturområde, hvor småsøer og bevoksning er med til at give fugle og dyrebestand de helt rigtige omgivelser. Her er mulighed for at holde en dejlig skovtur, familietur eller udflugt i Hobro Mini Zoo.
Så er vi godt i gang med sæsonen 2011. Vejret har ikke helt været med os i vintermånederne, men vi synes selv, vi har fået en del fra hånden alligevel. Vi har fået bygget nye huse til dyrene, forbedret indhegninger og folde og fået rejst volierer. Desuden har vi fået nye dyr, bl.a. ny mara, genetter (en katteart), risfugle samt helt nye bestande af marsvin og kaniner. Til gengæld havde vi dejligt vejr i påsken til stor fornøjelse for både dyr og gæster. Ræveungen vi fik sidste år, er blevet en flot fyr og er flyttet ind til vore to hunner, så vi håber, der kommer nogle nuttede små ræveunger i løbet af sæsonen. Lige her og nu er rævene ved at skifte pels, så de ser lidt "pjaltede" ud, men det er nu en gang naturens gang. Vi er endnu ikke sikre, men noget kunne tyde på, der måske/forhåbentligt også bliver familieforøgelse hos lamaerne.
Natten til d. 16. maj var vi desværre udsat for indbrud i haven, hvor vi mistede hele vor præriehundebestand (4 stk.) samt vore to rødhalede jacoer. Det er ikke de nemmeste arter at erstatte, så det er vi naturligvis kede af, men allermest håber vi, dyrene trods alt har det godt, hvor de end er! I mellemtiden arbejder vi på at finde afløsere.
I cafeteriet kan købes poser med mad, som man kan fodre dyrene med. Det er en blanding, som alle vore dyr kan tåle. Af hensyn til dyrenes sikkerhed og helbred, henstiller vi til publikum om ikke at fodre dyrene med medbragt mad. Selvom dyrene måske gerne vil have det, kan de ikke altid tåle det.
Skulle vejret nu vise sig fra sin mere "strålende" side, har vi paraplyer til fri afbenyttelse, så turen ikke er forgæves. Desuden kan man låne tæpper, hvis man skulle få lyst til at nyde madkurven i græsset.
Parkens gange er velegnede til kørestole og barnevogne.
Hobro Mini Zoo besøges hvert år af et stort antal skoler, børnehaver, plejehjem, busselskaber o.s.v.
Hobro Mini Zoo startede i 1982 som Lillemølle Fuglepark. Den gang var der kun fugle, men med årerne kom der andre dyr til, og navnet blev derfor ændret til Lillemølle Fugle- & Dyrepark.
Hobro Mini Zoo er ved at gennemgå en kraftig renovering. Legepladsen er blevet flyttet og har fået flere legeredskaber, bl.a. en stor hoppepude. Desuden er vi i fuld gang med at bygge nye huse og folde til de fleste af dyrene.
Den 1. juni 2008 skiftede parken ejer, og der kom igen mange fugle. Samtidig er der sket store forandringer i volierer og indhegninger, der har været beskadigede af vand og storm. Vores besøgstal vokser støt fra år til år, så det tyder på vore gæster er glade for, hvad de ser og oplever hos os. Vi glæder os til at byde jer hjerteligt velkommen til Hobro Mini Zoo.
OBS! Hunde har kun adgang ført i snor



